Jeg hedder Birthe Nissen, er en årgang 55 og lærer med billedkunst som liniefag. Ud over undervisning i tegning, har jeg gennem 25 år arbejdet med især portrætter. Fra 1996 til 2000 har jeg modtaget undervisning i tegning og maleri på Randers Kunstskole.

Mine foretrukne motiver er dyr og mennesker, både portrættet og bevægelsen. Men også naturen og opstillinger har min interesse.

Oftest bruger jeg klare farver til at udtrykke og fastholde den stemning jeg ser.

Jeg deler atelier med Rikke Knattrup.

ATELIER 8-III
Granhøjvej 8,
8600 Silkeborg.

Vi har åbent efter aftale på tlf.:
21 44 14 22


Kunstprofil:

”Portrætter og noget med naturen” er den første sætning der kommer til mig, når jeg tænker over hvad det er Birthe Nissen kan og gør. For hun er først og fremmest portrætmaler, men naturens liv ligger også hendes hjerte nært. I begge tilfælde, om det er naturen eller med mennesker, er hun en skarp observatør, opmærksom og god til at mærke pulsen. I landskabsbillederne fanger hun stemningen og i portrættet fanger hun mennesket i et intens og nærværende øjeblik.
Vi er helt tæt på personen, som optræder ubeskyttet og blottet. Et portrætbillede er en kunstnerisk fremstilling af en person, som bliver genkendelig gennem de personlige træk der skildres. Man ser ind i ansigtet og fastholder det. Man kan ikke se ned, se væk eller vende sig bort. Man udleverer sig selv til omverdenen og giver beskueren tilladelse til at kigge ind bag ved facaden.

Når Birthe sidder med en person overfor sig og skal portrættere vedkommende, så ser hun det skjulte liv, som bevæger sig inde bag ved. Og når hun formår at fastholde det og få det til at brænde igennem i det tegnede eller malede portræt, så har hun et godt portræt og et autentisk billede af et menneske og hvilket liv der er levet. Man kunne måske med rette sige, at det hun portrætterer er det andet menneske der gemmer sig.

For Birthe Nissen er portrættegning et håndværk, men det er samtidig også en vidunderlig rejse, hvor hun inviteres indenfor i mange forskellige personers inderste. For hver gang hun maler et portræt får hun et unikt indblik i det pågældende menneskes liv. Mens pennen hurtigt og sikkert flyder hen over papiret starter en samtale, som er så vigtig for processen og det færdige resultat. For under samtalen og afhængig af hvilke emner der bliver berørt, lægger ansigtet sig i bestemte folder og forskellige udtryk kommer frem. Hele følelsesregistret kan komme i spil og ses i menneskets linjer og øjne, hvis man kigger dybt nok. Øjnene og ansigtets linjer fortæller mere end man tror og er med til at definere det hele menneske.

Lige så meget Birthe kan forsvinde ind i et ansigt og historien hun finder der, ligeså meget holder hun af naturens renhed uden menneskeskabte forstyrrelser. Naturen er hendes lade station og energicenter. De oplevelser hun får ved at bevæge sig i det fri, brænder sig fast på hendes nethinde og i hendes hukommelse. På relativ kort tid bemærker hun naturens interiør, træernes placering, afstanden mellem grenen på træet, lysets indfald mellem grene og blade, skyggerne der falder og forlænger træet. Birthes landskabsbilleder er ikke konkretiseret og skarpt malet op, men opleves som fortolkningsfrie iagttagelser der omdannes til former, hvor vi ikke er i tvivl om den stemning hun blev beriget med på sin tur i landskabet.

Der er et harmonisk farvevalg med gode lyse farver, der fint hænger sammen og komplimentere hinanden godt og tilfører en let og fri struktur til motivet. Farverne varierer alt efter hvilket sted eller område, der er fortolket. Der er stor forskel på om det er sydens varme brændte nuancer, det nordiske mere skarpe lys eller den højfjeldske natur indhyllet i regn og tågedis, som dermed får et mere køligt udtryk.
Der er en fin indgang ind i hendes billeder og vi får som beskuere lov til at være til stede midt i det hele derude og tage del i Birthes begejstring for naturen og dens smukke mangfoldighed.

Af Kirsten­-Marie Hedeland, kunstskribent og tv programvært på ”Kunst for Tiden”, oktober 2015